Ny patientjournal på nordjyske hospitaler i 2022

I marts 2022 får de nordjyske hospitaler ny elektronisk patientjournal.

Det sagde pressen2. marts 2020

Ca. 13.000 nordjyske sundhedsfaglige personer skal til foråret 2022 anvende Systematics elektroniske patientjournal, Columna, der i Region Nordjylland får navnet NordEPJ.

Lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital og formand for Programstyregruppen for NordEPJ, Michael Braüner Schmidt, udtaler i en pressemeddelelse, at de på de nordjyske hospitaler glæder sig til at komme i gang med at arbejde med NordEPJ.

I valget af implementeringstidspunktet har det bl.a. været en høj prioritet at placere tidspunktet, så personalet kan nå at blive fortrolige med det elektroniske journalsystem før udflytning til Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU).

Klaus Larsen, der er it-direktør i Region Nordjylland, fortæller, at NordEPJ understøtter klinikernes arbejdsgange bl.a. ved at give nye muligheder for patientbehandling herunder behandlingsforløb som telemedicinske løsninger, mobilløsninger og videokonsultationer.

Selvom NordEPJ er en standardjournal bliver det muligt for Region Nordjylland at tilpasse den. Til dette er udpeget 150-200 kliniske medarbejdere fra de nordjyske hospitaler, der repræsenterer en bred faggruppe. De inddrages for at hjælpe med til at beslutte, hvordan brugerfladen skal være.

Region Nordjylland har allerede i flere år anvendt to ud af Columnas fem moduler til hhv. booking og medicinering.

Hele artiklen fra Sundhedspolitisk Tidsskrift kan læses på dansk her.