Systematic bygger software til cybersikkerhed

Ni ud af ti virksomheder har haft uautoriseret besøg i deres it-systemer. Det vurderer Rigspolitiets nationale Cyber Crime Center. Hos Systematic oplever man stigende interesse for software og systemer, der kan beskytte mod ubudne gæster

9. marts 2016

Cybersikkerhed er kommet på dagsordenen blandt offentlige myndigheder og private virksomheder. Den stadigt voksende kompleksitet i it-kriminalitet får flere til at søge løsninger, der kan imødegå trusselsbilledet på cybersikkerhed.

”Vi oplever, at interessen for og tilgangen til cybersikkerhed ændrer sig. I dag er det en disciplin, der italesættes helt oppe på direktionsgangene og ikke blot ude i it-afdelingerne. Trusselsbilledet skaber behov for både fokus og ressourcer til området,” siger Rune Raunow, Director Business Development hos Systematic A/S.

Nye spilleregler

”Tidligere var det en nørdet, teknisk disciplin at skabe it-sikkerhed – sætte firewalls op, styre passwords og så videre, men behovet for forståelse af it-sikkerhed rykker længere ud i virksomheden. Det medfører et behov for ikke kun teknisk indsigt, men også en menneskelig og forretningsmæssig forståelse for virksomhedens udfordringer i den fagre nye verden,” forklarer Rune Raunow.

Han understreger, det er en global udfordring.

”Geografiske grænser nedbrydes, og trusler kan på et split-sekund komme fra den anden side af jordkloden. Det svageste led i kæden udstilles konstant og hvert sekund, 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Virksomhedens it-systemer kan konfigureres til at modstå, men hvad med medarbejdere, kunder, partnere, leverandører?” påpeger Rune Raunow.

Investeringer i cybersikkerhed skal derfor foretages med udgangspunkt i forretningen.

”Det er vigtigt at finde en løsning, der understøtter forretningen og ikke kvæler effektiviteten. Hos Systematic har vi erfaring med at designe, udvikle og implementere software til cybersikkerhed i netværksmiljøer. Vi oplever stigende interesse for både rådgivning og løsninger på området,” siger Rune Raunow.

Han tilføjer, Systematic både tilbyder konsulentrådgivning og laver sikkerhedsarkitektur, så kunderne kan bygge deres eget system på bedst mulig vis.

”Vi kan enten bygge det for kunden eller rådgive kunden om, hvordan de skal bygge det. Ændringer i sikkerheden må ikke forhindre forretningen. Den indsigt og erfaring har sikkerhedseksperterne hos Systematic – det er vores mindset,” forklarer Rune Raunow.

En af fordelene ved løsninger fra Systematic er, at softwarevirksomheden får ting til at tale sammen, hvilket betyder, at løsningen ofte kan integreres med kundernes nuværende systemer. Samtidig bygger løsningerne på fremtidssikret arkitektur.

”Vi er gode til at omsætte kundernes behov og udfordringer til konkrete løsninger,” siger Rune Raunow.

Stigende problem

“Gennem de seneste år er omfanget af cyberspionage mod Danmark steget betydeligt, og gruppernes metoder og teknikker er blevet mere avancerede,” påpeger Forsvarets Efterretningstjeneste i sin første trusselsvurdering af cybertruslen mod Danmark.

Det noteres samtidig, at truslen fra cyberspionage samt cyberkriminalitet mod danske myndigheder og private virksomheder er meget høj.

“Samlet set er cyberkriminalitet stigende i omfang og kompleksitet, og det rammer både myndigheder og alle typer private virksomheder,” lyder det fra Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Gode råd

Rune Raunow, der dagligt arbejder med løsninger til cybersikkerhed, har følgende gode råd til den rette løsning:

  • Husk, det er en forretningsøvelse og ikke en teknisk øvelse – afstem derfor med forretningsbehovet og risikobilledet
  • Tænk langsigtet, kan sikkerhedsløsningen følge med forretningens behov for løbende at kunne tilpasse og udvikle sig?
  • Få brugerne med, så det ikke bliver sværere at være bruger, kunde, samarbejdspartner etc. – fokus på brugervenlighed og funktionalitet i løsningen

Læs mere om cybersikkerhed.