Serviceplatformen åbner for brugere til januar

Ultimo august 2012 blev Systematic, efter et omfattende udbudsforløb, valgt af KOMBIT som leverandør af Serviceplatformen. Siden da er der blevet arbejdet på højtryk for at udvikle og levere systemet, der er opdelt i ni delleverancer.

18. november 2013

Formålet med Serviceplatformen er at gøre det nemmere og billigere for kommunerne, ATP og Udbetaling Danmark at trække data fra Danmarks mange forskellige kildesystemer.

Oprettelse af brugere på Serviceplatformen

Den fælleskommunale Serviceplatform åbner for alle kommuner og it-leverandører den 1. januar 2014. For at, eksempelvis, kommunerne kan anvende Serviceplatformen fra denne dato, skal den enkelte kommune først have oprettet brugere på Serviceplatformen. Denne proces blev gennemført i løbet af oktober.

I november gennemfører KOMBIT en lignende proces med leverandører, som har it-systemer med stor udbredelse i kommunerne.

I Sorø Kommune ser vi Serviceplatformen som fremtidens datakilde til en række systemer.

Kommuner pilottester Serviceplatformen

Sorø Kommune er en af de kommuner, der allerede nu pilottester og bruger Serviceplatformen, når kommunen trækker CPR-oplysninger til den kommunale løsning ”NemBørn”. ”NemBørn” er et ekstranet, der skaber dialog mellem kommunens forældre og daginstitutioner, og administrationen kører via NemID, som trækker CPR-data via Serviceplatformen. Tidligere fik kommunen CPR-information via p-data. For Sorø betyder det automatiske træk, at kommunens daginstitutioner nu nemt - og elektronisk - kan håndtere stamdata om forældre tilknyttet kommunens institutioner. Kommunen trækker nu flittigt og uproblematisk data fra Serviceplatformen. Sorø er dermed en af de første kommuner, der trækker data fra Serviceplatformen via deres it-løsninger.

Kombit 736PixFlemming Andreasen, webmaster i Sorø Kommune, fortæller: ”I Sorø Kommune ser vi Serviceplatformen som fremtidens datakilde til en lang række systemer. Specielt i forhold til de kommende monopolbrud er det hér en vigtig brik for kommunerne. Vi er glade for, at vi nu anvender platformen i praksis i Sorø, og vores erfaringer både med teknikken og med samarbejdet med KOMBIT er meget positive.”

Test for brugervenlighed

For nylig mødtes tre kommuner og tre leverandører for at teste brugeroplevelsen på Serviceplatformen, herunder oversigt over kommunens forbrug af data. Målet var at teste, om kommunerne finder brugergrænsefladen brugervenlig og navigationen intuitiv. Der kom tilbagemeldinger som ”lige til at gå til”, ”overskuelig” og ”lette arbejdsgange”. De forbedringspunkter, der blev mødt undervejs i testen, arbejdes der nu videre på at imødekomme.

Flere kildesystemer tilkobles

I Systematic er fokus på leveringen af næste delleverance samt løbende tilkobling af flere kildesystemer. I alt skal ca. 150 fag- og kildesystemer samles via Serviceplatformen. Det forventes, at Serviceplatformen skal levere data til omkring 500 systemer i bl.a. kommunerne. Det forventes desuden, at Serviceplatformen, i løbet af de kommende år, skal håndtere ca. 750 mio. forespørgsler om året.

Læs mere om Serviceplatformen på KOMBIT's hjemmeside.