Systematic kåret som mest attraktive arbejdsplads blandt it-konsulenter

I it-mediet Version2’s årlige undersøgelse af attraktive it-arbejdspladser springer Systematic fra en femte til en fjerdeplads på den samlede liste og snupper førstepladsen blandt konsulenter.

13. november 2020

Ud af 60 it-virksomheder i Danmark er Systematic netop kåret som den fjerde mest attraktive arbejdsplads for it-professionelle og den mest foretrukne arbejdsplads blandt de adspurgte it-konsulenter. Resultatet fremgår af IT Company Rank, som er it-mediet Version2’s årlige undersøgelse af it-branchens mest attraktive arbejdspladser.

Undersøgelsen er lavet blandt 1600 erhvervsaktive it-professionelle, der alle har en videregående uddannelse eller it som primært arbejdsområde. Listen giver indblik i, hvilke kvaliteter professionelle it-folk lægger vægt på, når de bliver bedt om at vurdere, hvor attraktive virksomhederne er som arbejdsplads.

Placeringen som nummer ét på listen blandt konsulenter kommer ikke bag på Lars Jensen, der er operationel leder af konsulenterne i Systematic:

- Systematic er en god arbejdsplads, uanset hvilken funktion man har. Det, som er særligt for vores konsulenter er, at de er med til at udvikle og implementere store, komplekse løsninger for organisationer som fx SKAT, KOMBIT og e-nettet. Vores konsulenter er erfarne folk med solid it-faglig baggrund. De har hænderne helt nede i opgaverne ude hos vores kunder og oplever, at deres arbejde og faglighed gør en reel forskel – ikke alene for brugerne af løsningerne, men også for samfundet generelt. Det vi hører, når vi ansætter konsulenter er, at de gerne vil arbejde hos Systematic, fordi de kan lide at blive udfordret. De ved, at vi er en virksomhed, der lægger vægt på, at alle skal kunne udvikle sig både fagligt og personligt. Derudover ønsker de en arbejdsplads med en sund balance i arbejdet med både travle og mindre travle perioder, siger han.

Nyheden om Systematics fjerdeplads i IT Company Rank og førstepladsen i kategorien for it-konsulenter kommer blot en måned efter, Systematic vandt kategorien ’årets højdespringer’ i en lignende undersøgelse fra Universum. Her rykkede Systematic fra en 19. plads til en plads i top 10. i imageundersøgelsen blandt erfarne it-professionelle.

Læs mere om IT Company Rank her.