Systematic bliver markedsleder inden for bibliotekssystemer

Med købet af Dantek bliver Systematic Danmarks største leverandør af digitale biblioteksløsninger. Når Dantek og Systematic leverer det nye nationale ”Fælles Bibliotekssystem” til landets biblioteker i 2015, vil markedsandelen på digitale bibliotekssystemer være tæt på 90 %.

Pressemeddelelse11. august 2014

Ved opkøbet af Dantek pr. 11. august 2014 går Systematic med fuld kraft ind på biblioteksområdet.

”Biblioteksområdet står over for store forandringer i de kommende år. Folkebibliotekerne skal udvide deres servicetilbud og åbningstider – oftest inden for de eksisterende økonomiske rammer. Skolebibliotekerne skal styrke udbredelsen af viden og være skolens pædagogiske læringscenter og samlingspunkt for digitale og analoge læremidler og undervisnings-værktøjer. Inden for begge områder er der et solidt behov for moderne og effektive it-værktøjer, der kan være med til at smidiggøre, forbedre og udvikle deres nuværende serviceniveau”, siger Michael Holm, CEO for Systematic. 

Konstellation med internationalt potentiale

Sælger og afgående administrerende direktør for Dantek, Erik Bjerregaard Christensen, udtaler om salget til Systematic: ”Jeg ser opkøbet som en anerkendelse af de resultater og den markedsposition, vi har skabt i Dantek. Med Systematics store erfaringer med offentlige it-projekter, dybe viden om softwareudvikling og servicering af mange kunder både nationalt og internationalt, i kombination med Danteks specifikke viden om biblioteksområdet, vil den nye konstellation blive en rigtig stærk international spiller af avancerede it-løsninger til bibliotekssektoren.” 

Dantek som selvstændig forretningsenhed

Dantek fortsætter som selvstændig forretningsenhed i Systematic gruppen. Den fortsatte udvikling, support og drift af Danteks løsninger og betjening af alle de eksisterende kunder forbliver uændret.

Opkøbet betyder, at Martin Brøchner-Mortensen fra Systematic overtager jobbet som adm. direktør i Dantek. For den nyudnævnte direktør bliver den første opgave at sikre, at Danteks nuværende kunder fortsat har en stabil drift af deres løsninger og får en god og effektiv service, samt at det nye Fælles Bibliotekssystem bliver udrullet som planlagt i 2015 til de 88 kommuner, der indtil videre er med i projektet. 

 

Vi ønsker med købet af Dantek at blive en stor og aktiv spiller i digitaliseringen af både folkeskolen og fremtidens bibliotek. Her efterspørges konstant nytænkning, innovation og nye digitale værktøjer. Med opkøbet begynder vi en rejse, hvor vi satser benhårdt på at blive den fortrukne leverandør af it-værktøjer til formidling og nyttiggørelse af al den viden som bibliotekerne repræsenterer i både analog og digital form.

I løbet af de kommende måneder skal det organisatoriske set-up være på plads, så Dantek også er klar til at konkurrere på den internationale scene.

"Det forpligter, når man fra den ene dag til den anden får ansvaret for at levere en professionel service til flere tusinde kunder. Samtidig skal vi levere det nye nationale Fælles Bibliotekssystem, der er et af de største projekter i Europa på biblioteksområdet og som forhåbentlig skal erstatte alle kommuners eksisterende biblioteksløsninger over tid”, siger Martin Brøchner-Mortensen.